New York Marathon 2013

Så kom endelig ugen hvor jeg skulle have min marathon debut.
Jeg har ventet 2 år på at skulle løbe, da løbet jo blev aflyst sidste år pga.
superstormen Sandy. Jeg har igennem ugen følt mig lidt stoppet til af
forkølelse, men der er sikkert også en del nerver involveret.
For at gøre indlægget her lidt mere informativ og ikke kun mine km tider mv. har jeg valgt at skrive lidt omkring mine oplevelser og valg mht. de typiske spørgsmål omkring New York marathon, som fx. transport, hotel, tøj til start m.v.

Inden afrejse løb jeg Torsdag 5 km i roligt tempo for at holde benene igang.

Fredag

Tidlig morgen kører vi mod Zurich lufthavn for at flyve
direkte til Newark kl. 9.30. Vi var så heldige at blive opgraderet til Business
Class så der var godt med plads og service. Heldigvis er der ingen problemer
med forsinkelser og da vi først lander i New York, er vi de første der kommer
til immigration, så flyver nærmest igennem og er hurtigt ude af lufthavnen.
Til dem der skal til New York via Newark (SAS flyver også
direkte hertil) kan det siges at det er nemt at tage toget ind til byen midt på
Manhattan (Penn Station) og langt billigere end taxa. Men vi var dovne og tog
en taxa. Det koster ca.
100 dollar incl. tips at køre med taxa til Manhattan mod 12.50 per person med
toget.
Kl. 2 om eftermiddagen var vi på hotellet Hilton Midtown,
som ligger i krydset af 6th avenue og 53rd street. Det er et af de officielle
hoteller til New York maraton og det ligger i gå afstand til Central Park som
jo er målområde. Derudover er hotellet gearet til de mange løbere og åbner cafe
m.v. tidlig om søndagen hvor løbet er. Det er samtidig nemt at komme til og fra
Expo med officielle busser bag hotellet, og både Subway (udenfor døren) og
officielle midtown bus (10 bloks) er tæt på, alt efter hvilken transport man har
valgt til start på Staten Island.

Efter et bad og lidt at spise gik vi mod busstop for Expo
bussen, men da det var fredag i rushhour kom der ingen bus de 20 min. vi ventede.
Man kan tage Subway, men da vi havde siddet stille hele dagen valgte vi at gå
til expo som er ca. 2 km eller en halv time.
I mine forberedelser til New York læste jeg mange forums for det tit blev spurgt om hvilken transport form til målområdet folk ville vælge. I både 2012 (som ikke blev til noget) og 2013 havde man 3 muligheder:
  1. blive kørt privat til start inden 7 om morgenen (dette er typisk rejsearrangøre eller hvis man bor tæt på). Vil ikke anbefale at tage en taxa hertil da broen er mere eller mindre besat af politi og busser, så man risikere ikke at komme over inden de lukker den.
  2. Bus til startområdet. Jeg mener der er to muligheder hvoraf den ene er fra Jersey og den anden bus fra midten af Manhattan.
  3. Færge fra Whitehall terminal til Staten Island.
Jeg valgte bussen fra Manhattan da jeg synes det lød nemmest, dog skal man tidligt afsted og skal vente lidt længere end hvis man tager færge. Jeg havde muligheden for at tage bussen 7.15 eller færgen senest 8.30 for min start tid som var 10.30. Men den ekstra time betyder ikke meget da jeg alligevel ikke kan sove på dagen. Jeg tror dog ikke det er noget problem at tage færgen og som det ses på kortet er der mange M (Subway) stationer tæt på hotellet som kan tage en til terminalen.

Expo

Da vi kom til expoen var det tydeligt at der var ekstra sikkerhed i forhold til sidste år. Både politi og masser af frivillige. De visiterede alle tasker og man skulle medbringe sit registrerings bevis og ID for at kunne afhente ens start pakke og nummer. Vi havde inden vi tog afsted set at det var nemmest ikke at medbringe tasker, så vi kom hurtigt igennem.
Husk at New York Road Runners kun udlevere nummer til navnet på registrering, så ikke noget med at få andre til at afhente nummer.
Efter at have fået nummer går man ind til selve udstiller området. Ca. halvdelen er besat a Asics som for de sidste mange år har været hovedsponsor. Der er meget fedt løbegrej på expoen og der er næsten alle mærker repræsenteret.
Efter en times tid havde vi dog fået nok og begik os tilbage mod hotellet. Vi stoppede på vejen og nød en god pasta ret.

Lørdag

Vi havde ikke meget på programmet for dagen, der skulle slappes af og shoppes lidt uden at trave for meget rundt. For at løsne lidt op i benene efter fredags flyvetur løb Anette og jeg en tur op igennem central park. Samtidig kunne vi aftale et sted hvor hun kunne stå når jeg skulle løbe dagen efter.
Dagens løbetur blev en blanding af løb og lidt gåtur op langs afslutningen på marathon ruten og så retur langs 5th avenue.
5.7 km
Pace 7:06
Man kan godt drømme lidt om at bo i New York når man begiver sig rundt i byen. Det er en fantastisk by og imponerende hvor meget liv der er i byen. Central park er virkelig en oase i en storby, hvor man konstant ser aktive menesker. Det er skønt at være i en storby, hvor der er plads til at have en så stor park.

Søndag – marathon

Transporten til start

Inden jeg gik i seng lørdag aften blev der lige lidt panik på hotelværelse da jeg ved et tilfælde bladrede igennem marathon håndbogen inden at lukke øjenene. Som fortalt ovenfor havde jeg valgt bus transport til start fra Manhattan kl. 7.15 og på deres hjemmeside samt email jeg havde fået anbefalede de at være ved bussen 15 min. før afgang. Nu så jeg imidlertid at der i håndbogen stod at man skulle være ved midtown bus senest 6.30 eller man ville blive sendt til færgen. Jeg skrev hurtigt på deres Facebook side kl. 22 og spurgte, men fik ingen svar lige umiddelbart. Ændrede mit vækkeur til 5.30 i stedet og faldt i søvn. Da jeg vågende kunne jeg se at de havde svaret kl. 23 om aftenen at 15-30 minutter før var ok – sikke en service.

Nu var jeg oppe tidligt og tog et bad inden jeg begik mig ned i lobbyen for at få lidt at spise. Her skal siges at det var godt jeg var kommet tidligt op for der var ca. 30 andre løbere i kø til cafeen på hotellet. En bagel, jogurt, banan og en kop kaffe og jeg var klart til at gå mod bussen. Det tager ca. 15 minutter at gå til 42. street og flere kiosker har åben på vejen hvis man som mig ville have en vand og gatorade med til busturen.

Selve turen i bussen tager normalt en halv time uden for meget traffik, men på denne dag er der mange busser der skal afsted og det tager ca. 1 times tid +/-. Det er dog ok da man kan sidde og sove lidt og nyde varmen inden man skal ud og vente på Staten Island.

Staten Island – startområdet

Når først man kommer til Staten Island er der lidt kaos i området. Det er mange mennesker der skal ledes ind til start byerne for de forskellige waves og farver. I både 2012 og 2013 var der 4 start tider som hver havde 4 farver med flere waves i. På den måde styrer de hvor på broen man starter og man føler ikke der er kaos når man går mod startlinien.
Jeg var i Green Village og Wave 3 så skulle løbe kl. 10.30. Jeg gik med det sammen ned i “byen” som var dedikeret til vores farve. Det var rigtig godt arrangeret og der var masser af toiletter ligesom man kunne få, energidrik (Gatorade), kaffe, the, bagels og forskellige snacks og frugt.
Det kan godt være koldt når man kommer til Staten Island, så jeg havde læst flere steder at man skulle tage godt med ekstra tøj på, som man så kan donere inden man løber. Jeg havde en ekstra sweatshirt og jakke på, ligesom et par overtræks jogging bukser, hue og vanter. Dette var perfekt og jeg smed alt på nær vanter inden start.
Som nævnt havde jeg valgt uden baggage så jeg kunne gå direkte til min Wave 30 minutter får start. Hvis man checkede bagage til mål, skulle man aflevere det 45 minutter får start senest.
Nedenfor ses kort over startområdet som det så ud i 2013.
Som det ses er områderne tydeligt markeret og man kan hele tiden finde oversigter i området. De forskellige områder er markeret med farvede flag. Hvis man ønsker kan man gå frit omkring til de andre områder, dog kan man kun starte i den Wave-Corral som man er dedikeret, eller man kan vælge en efterfølgende (højere) corral uden problemer. Det er ikke muligt at starte tidligere end ens egen corral.

Løbet

Første 5 km

Pace 6:03 for km 1-5
Det var med noget nervøsitet og spændning at jeg stod klar på stregen på Verrazano-Narrows Bridge. Jeg var så heldig at være i den første corral for min start tid og farve, så jeg stod som en af de første ved vores start linie. Som beskrevet overfor er der 4 start linier. Grøn farve som jeg var i startede på det nederste spor af broen. 
Folk omrkring var nervøse og det var en fantastisk oplevelse da først Frank Sinatra kom på med New York – New York og kanonen gik.
Den første km går op af broen hvor det er noget op ad bakke og efter at have studeret ruten og diverse anbefalinger lagde jeg forsigtigt ud og ville ikke presse tempoet. Som sagt havde jeg et forsigtigt mål på 4:15 så jeg skulle holde et tempo på omkring 6:05.
Første km blev løbet på 6:05 så det var lidt aggressivt, så meget for en plan med rolige første km. Nå men benene havde det godt og jeg fokuserede på at holde pulsen stabilt. 2 km er det sidste af bakken og så ellers ned af bakke til Brooklyn hvor man rigtig rammer byen ved km. 3.
Og her fornemmer man virkelig stemningen fra de mange tilskuere. Det var helt fantastisk at løbe ind til Brooklyn og dreje op af 4th avenue lige efter 5 km.

Km 6 – 10

Pace 6:06 for km 6-10
De næste 5 km gik op af 4th avenue i Brooklyn og sikke en fantastisk stemning. Jeg forsøgte at holde et jævnt tempo, men det var svært med de mange mennesker. Jeg lå mellem 5:57 og 6:12 på disse km med en gennemsnits puls omkring 155.
På de første km skal man virkelig passe på man ikke bliver grebet af stemningen og ligger for hurtigt ud. Af de forskellige nabolag vi løb igennem synes jeg Brooklyn var et af de mest fantastiske med opbagning. Der var mennesker langs hele ruten her og en utrolig stemning.
Der var efter de første 5 km væskedepot med vand og Gatorade ved hver mile. Samtidig var der også toilet ved depoterne, men det fik jeg heldigvis ikke brug for.

Km 11-15

Pace 6:22 for km 11-15

Jeg var gået lidt ned i pace, men havde kigget på uret og synes jeg var kommet lidt for hurtigt afsted. Min plan var heletiden at løbe lidt langsommere på den første halvdel af ruten for så at forsøge med højere tempo til sidst. Det var som forventet ikke let, men på dette tidspunkt har jeg ingen problemer og synes det går let.

På disse km bevæger vi os stadig op langs 4th avenue inden vi drejer til venstre og videre op langs Lafayette avenue.

Km 16-21.1

Pace 6:22 for disse km.
Efter 15 km drejer vi til venstre op af Bedford avenue som tager os over mod Manhattan avenue og derefter op mod Pulaski bridge ind til Queens. Ved 19 km mærket begynder jeg at kunne mærke mit knæ og jeg er tvunget til at sætte farten lidt ned. Jeg har under træning ikke haft problemer, men på dette tidspunkt er jeg lidt presset. Det hjælper at reducere farten og efter at være kommet op af broen mod Queens runder vi halvvejs.
Min halvmarathon tid blev 2:10:27 som er helt perfect i henhold til min oprindelige plan med at ligge langsommere ud. Jeg er stadig godt på vej til at slutte mellem 4:15 og 4:20.
På den første halvdel af ruten har jeg luntet igennem væskedepoterne og sørget for at drikke en kop vand ved hver 2 depot (ca. 3.5 km) og en gang imellem fået et kop Gatorade. Jeg tog igennem hele marathonen en gel ved ca. 8 km mellemrum. Jeg har planlagt at gå igennem de følgende deporter og det skal også vise sig at blive nødvendigt.

Km 21.1 – 25

Pace 6:35 for de næste 5 km. Jeg var lidt presset og synes mit knæ drillede mig kraftigt. Jeg valgte at gå op ad broen og tog mig god tid i væske depoterne. Efter et par km blev det bedre med mit knæ og jeg begyndte at løbe mere normalt. Dog kunne jeg godt mærke at kræfterne var ved at være brugt og at jeg skulle tage det roligt for at slutte uden at brænde helt ud. På dette tidspunkt går det lidt op for mig at jeg er igang med at lave den klassiske begynder fejl med at have lagt for hårdt ud.

Km 26-30

Pace 6:27 for denne strækning. Ved 25 km drejer vej op på 59st bridge og ind mod Manhattan. Det var en speciel oplevelse at løbe op på broen. Der blev pludseligt helt stille efter alle tilskuerne fra Brooklyn og Queens var det kun os løbere og man kunne høre løbeskoene mod asfalten. Lige efter toppen af broen kunne vi begynde at høre summen fra Manhattan og det gav en det ekstra kick.
Jeg har aldrig følt mig så meget som en Rock Star som da man drejede op ad 1st avenue. Det var helt vildt så mange mennesker der var ude og heppe. På hver side af vejen står de i 5 lag og det bliver ved indtil man når op til omkring 103 street. Dog er der ligesom på resten af ruten stadig tilskuere langs hele vejen.
Nu er det min første marathon, men jeg tvivler på at man i nogen anden marathon vil få en ligende oplevelse.

Km 31-35

Pace 7:20 – jeg måtte tage nogle længere gå pauser i væskedepoterne men fokuserede på at løbe imellem selv om tempoet var lavt. Som jeg har læst mange gange starter en marathon først ved 30 km og jeg må sige at jeg var ved at være brugt. Mine km tider lå imellem 6:30 og 7:34.
Ved 30-31 km på first avenue løber man ind i Harlem inden man ved 32 km løber over Willis avenue bridge over til Bronx – inden man igen løber tilbage på Manhattan og drejer ind på 5th avenue ved 35 km. Af de 5 nabolag (Borough) man løber igennem synes jeg der var mindst tilskuere og opbagning i Bronx. Der var stadig mennesker langs hele vejen der, men der var ikke så meget stemning som andre steder. Billedet er taget som jeg løber over broen til Bronx, her er humøret godt og jeg har fået lidt energi igen.

Km 36-40

Så går jeg i gang med det sidste stykke langs 5th avenue og her skal jeg love for at der igen er opbagning. Det er imponerende som New Yorkerne støtter op omkring marathon i byen. Jeg holder igen et langsomt pace, men på dette tidspunkt går det blot ud på at holde benene igang uden at komme helt ned og gå.
Omkring 92-93 street havde Anette og jeg aftalt at hun skulle stå. Jeg kiggede og kiggede ligesom hende men vi kunne ikke finde hinanden. Et godt råd er at aftale præcist hvor familie skal stå på ruten, og evt. skal de have et skilt eller andet tydeligt med, så I kan finde hinanden. Det viste sig at Anette havde lagt mærke til 4:30 ballonen som jeg blev overhalet af omkring dette punkt. Nedenfor et par stemningsbilleder fra 5th avenue.

Km 41-42,195

Det sidste træk inden målet. Mine km tider blev 6:30-7:02-6:18 og jeg var godt brugt. Ved ca. 39 km drejer man ind i Central Park hvor man løber ned igennem parker for på Park Avenue at dreje til højre inden man igen løber ind i parken mod mål.

De sidste billeder er fra målstregen – man kan godt sige at jeg ser lidt anstrengt ud i ansigtet, men til det sidste billede med medalje følte jeg mig rimelig frisk.
Min officielle sluttid blev 4:35:53 hvilket jeg er godt tilfreds med. Jeg havde selvfølgelig håbet at kunne blive under 4:30, men jeg har lært meget af dette løb. Nedenfor ses mine tider per mile for hele løbet, der kan man rigtig se hvordan luften siver ud a ballonen.

Målområdet og exit

Jeg havde som sagt valgt igen baggage og i den forbindelse skulle jeg gerne have en “hurtig” exit fra parken. Her skal dog siges at der er rigtig mange løbere som skal ud og man skal forberede sig på at bruge 1 time extra. I år var der 50,750 løber som genneførte og det kunne mærkes da vi havde krydset mål.
Man gik få hundrede meter inden man fik medalje og heat-shield og kunne få taget billede. Derefter gik vi ca. 1-2 km i parken inden man ved 72 street kunne komme ud af parken og man fik sin Poncho for tidlig no-baggage. Den var dejlig varm og meget tiltrængt.
Mine ben var ok og jeg ville gerne gå med lidt tempo for at få gang i blodomløbet, men det var ikke muligt. Man går som pingviner og meget tæt så der er ingen chance for at komme hurtigt frem. Efter at være kommet ud af parken går man ned langs vest siden forbi family reunion området, men igen her er der ca. 2 km gang før man endelig er nede ved Columbus plads. Der er dog stadig kaos og det tog mig vel 1,5 time før jeg mødte Anette og vi kunne gå frit til hotellet.
Alt i alt en fantastisk oplevelse som jeg håber at kunne få igen en gang.

2 tanker om “New York Marathon 2013

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.